• Misbrugsbehandling på Sydgården hjalp os videre

    Udgivet den 5. maj 2011 Sydgaarden Ingen kommentarer

    Et behandlingsforløb på Sydgården har for mange misbrugere af alkohol, hash, piller eller stoffer betydet indgangen til et nyt liv som ædru og/ eller clean.

    For Henning Pihl var det først for 17 år siden, da han kom i behandling på Sydgården, at han erkendte, at han havde et alkoholproblem, som havde stået på i adskillige årtier. Han har ikke rørt en dråbe alkohol siden og fortæller: ”Det sværeste og vigtigste for mig var at erkende, at jeg var alkoholiker. Den erkendelse skal opstå inde i dig selv, ellers kan du ikke komme ud af et alkoholmisbrug.”

    Sydgården lærte mig at bede om hjælp

    Allan Egelund Larsen havde en 40 år lang historie med alkoholmisbrug bag sig, da han i 2008 sagde ja til at komme i døgnbehandling på Sydgården. Her oplevede Allan for første gang at se sin barndom i øjnene og forstå sit eget drikkemønster. ”Behandlingen gjorde det synligt, hvorfor jeg reagerer, som jeg gør. Det bedste var, at behandlingsformen, terapien, interesserede mig, jeg sugede alt til mig, det var ny viden, og det var noget, jeg også kunne bruge hovedet til at forstå,” fortæller Allan. Noget af det mest værdifulde han lærte på Sydgården var, at han fremover skal turde bede andre om hjælp:

    ”Jeg har altid troet, at jeg kunne klare alt selv. Det at bede om hjælp har aldrig strejfet mig. På Sydgården fik jeg til opgave, at jeg fem gange om dagen skulle gå hen til en anden og bede om hjælp! Så fik jeg lært det, og jeg fik lært, at folk gerne vil støtte og hjælpe. Jeg blev også bedre til selv at sige fra, hvis jeg er utilfreds.”

    Sydgården gav selvindsigt

    Lykke Reuther måtte i behandling to gange på Sydgården, før hun kunne lægge sit misbrug af piller og alkohol definitivt bag sig. Når Lykke i dag taler om opholdene på Sydgården, taler hun om forståelse, optimisme, håb og kærlighed:

    ”Man får altid en arm omkring sig, hvis man en dag ser lidt sølle ud. Man får et håb om, at man kan klare det.”

    Lykke har i dag fået en selvindsigt, der betyder, at hun har accepteret sig selv – på godt og ondt:

    ”På Sydgården har jeg lært, at jeg er et menneske på godt og ondt – og at jeg må acceptere og holde af mig selv, som jeg er. Det har jeg aldrig gjort før, da jeg bare svinede mit liv til med alkohol og piller. Fra nu af vil jeg vokse og opbygge mit selvværd. Livet kan jo være dejligt – især når man ikke længere er for påvirket til at mærke det. At være vågen og gribe de små glimt af lykke er det hele værd.”

    Sydgården gav mig mit liv tilbage

    Martin Vestergaard begyndte at sniffe opløsningsmidler, da han var 10 år. Som teenager udvidede han til øl, hash, amfetamin, ecstacy og piller. Gennem misbrugscenteret i Sønderborg kom Martin, der først som voksen fik diagnosen ADHD, i døgnbehandling på Sydgården.

    ”På Sydgården er man selv og ens adfærd i fokus hele tiden. Det er ikke noget med en psykologi-time engang imellem. Det var da utrolig hårdt i starten. Jeg kan huske, at jeg sågar kiggede i deres rengøringsskab for at se, om der ikke var noget, jeg kunne sniffe. Men gradvis lærte jeg mere om min egen adfærd. Jeg lærte, at jeg skulle holde op med at straffe mig selv, jeg lærte at mærke efter, hvad jeg føler – og jeg lærte at slappe af, blandt andet gennem afspænding. De fik også styr på min medicin, og jeg fik utrolig meget ud af at være sammen med de andre, der også var i behandling,” fortæller Martin.

    Skriv et svar