-
Sydgården behandler mange misbrugere med personlighedsforstyrrelser
Udgivet den 6. juni 2011 Ingen kommentarerPå Sydgården, som tilbyder døgnbehandling af misbrugere af alkohol, hash, stoffer og piller, viste en intern undersøgelse af beboerne i 2007, at 80 procent af de misbrugere, der indskrives på Sydgården, lider af mere eller mindre alvorlige personlighedsforstyrrelser.
Udenlandske undersøgelser har vist, at op mod 40 procent af patienter, som er psykotiske, vil udvikle et behandlingskrævende misbrug (kilde: magasinet RUS, juni 2010).
Der er altså en stor overlapning mellem psykiatriske lidelser og udvikling af et behandlingskrævende misbrug af alkohol, hash, euforiserende stoffer og/eller psykofarmaka. Typisk vil en alkoholikere have to personlighedsforstyrrelser, mens stofmisbrugere kan have op til fire personlighedsforstyrrelser.
Behandling af dobbeltdiagnoser
På Sydgården arbejder vi ud fra forståelse af, at misbrug kan være en måde at håndtere det ubehag, som personlighedsforstyrrelserne medfører. Misbruget kan altså være en reaktion på personlighedsforstyrrelsen.
Amerikanske undersøgelser har vist, at tilbagefald blandt misbrugere med personlighedsforstyrrelse i alarmerende høj grad er hyppigere end hos misbrugere uden personlighedsforstyrrelse. Dog kan denne tilbagefaldshyppighed minimeres betragteligt, hvis der i behandlingen tages højde for både misbruget og personlighedsforstyrrelsen. At begge diagnoser tages alvorligt og behandles samtidigt.
Personlighedsforstyrrelse er en livsvarig lidelse
En personlighedsforstyrrelse viser sig gennem med måde, man tænker og handler på. Hvis ens personlighed, den måde man tænker og agerer på, udskiller sig væsentligt fra gennemsnittet i den kultur, man lever i, kan der være tale om en personlighedsforstyrrelse.
Vi danner vores personlighed på basis af medfødte egenskaber samt de påvirkninger, vi er udsat for gennem barndommen og den tidlige ungdom. Herefter ændrer vores personlighed sig normalt kun lidt. En personlighedsforstyrrelse vil med andre ord vare livet ud. Ellers nyttige egenskaber kan, hvis de udvikler sig overdrevent, blive belastende for én selv og for ens omgivelser. En sund kritisk sans kan fx udvikle sig til det nærmest problematisk fjendtlige og overkritiske.
Kriterier for en personlighedsforstyrrelse
Men personlighedstræk som fx et overkritisk blik på sig selv og ens omgivelser er ikke nok til at diagnosticere et menneske som lidende af en personlighedsforstyrrelse.
For at diagnosen personlighedsforstyrrelse kan tages i anvendelse, skal personlighedstrækkende eller egenskaberne være:
- Unuancerede, uhensigtsmæssige og utilpassede.
- Gå ud over én selv eller ens omgivelser.
- Have varet siden ungdommen.
- Ikke skyldes en anden fysisk eller psykisk sygdom.
- Være til stede på mindst to af følgende områder:
* Erkendelse og holdninger
* Følelser
* Evne til at kunne kontrollere impulsive handlinger og udskyde tilfredsstillelse af behov
* Relationer til andre.
Skriv et svar
