• Sydgården hjalp os ud af vores misbrug

    Udgivet den 2. november 2010 Sydgaarden Ingen kommentarer

    Mange tidligere misbrugere af alkohol, hash og andre stoffer er dybt taknemmelige over, at deres ophold på Sydgården i Haderslev har givet dem mulighed for at begynde et nyt liv i afholdenhed. En af dem er Uwe Matzen, som aldrig har fortrudt, at han i 2008, dybt alkoholiseret, sagde ja til afvænning på Sydgården. ”Det var helt nyt at kigge ind i mig selv og mærke, hvordan jeg virkelig føler. På Sydgården har jeg fået øjnene op for de dybere mønstre bag min tidligere afhængighed af alkohol,” siger Uwe, som i dag stadig har tæt tilknytning til Sydgården: ”Det har jeg brug for, og heldigvis er man altid velkommen på Sydgården.”

    Sydgården møder misbrugere på lige fod

    Som tidligere narkoman gennem mange år og med adskillige ophold på andre behandlingssteder oplevede Lasse Schmücker på Sydgården en tillid og åbenhed, han aldrig før havde mødt: ”På Sydgården bliver man mødt som et ligestillet menneske og skal ikke gennemgå en hjernevask, som jeg førhen har oplevet under andre behandlingsforløb. På Sydgården skal man nemlig ikke gøre sig fortjent til tillid. Der ser de én som et selvstændigt individ, og derfor har jeg ikke været nødt til at lyve og finde på historier, for på Sydgården kan de rumme alt og alle,” siger Lasse.

    Sydgården fik mig ud af alkoholisme

    I dag har 38-årige Pia Elbæk været ædru i over to år efter et ophold på Sydgården. ”Opholdet på Sydgården kom til at betyde alt for mig. Her fik jeg øjnene op for, hvad det var, som fik mig til at drikke. Gennem den indsigt kan jeg i dag holde mig ædru,” fortæller Pia, som efter opholdet på Sydgården igen har fået et liv sammen med sine fire børn, hvoraf de to mindste nåede at blive fjernet fra hjemmet, mens Pia drak. ”I dag er mine børn det vigtigste i mit liv, og jeg håber ikke, at det er for sent at få et almindeligt familieliv op at stå for mig og mine to yngste børn,” siger Pia.

    Sydgården giver mig tryghed

    Siden sit ophold på Sydgården i 2002 har Ole Simonsen haft tæt tilknytning til behandlingsstedet i Haderslev. ”Inden jeg forlod Sydgården, havde de tilbudt mig et opfølgningsophold. De mente, at det var godt for mig at vende tilbage,” fortæller Ole, som i dag føler, at tilknytningen til Sydgården er medvirkende til at holde ham fra igen at falde i alkoholens favntag. ”Jeg har nu et godt liv, men der er stadig en del rod. Derfor er det godt for mig stadig at komme på Sydgården, for her finder jeg en blanding af terapi og samvær, som gør mig tryg. Du føler dig altid velkommen på Sydgården, også selvom det er mange år siden, at du har været der i behandling,” siger Ole.

    Skriv et svar