-
Uwe så trangen til alkohol og hash i øjnene på Sydgården
Udgivet den 8. februar 2011 Ingen kommentarerEksponering kaldes den metode, som Sydgården, der tilbyder døgnbehandling i forbindelse med misbrug, bruger i terapien af misbrugere af alkohol, piller, stoffer og hash.
Her kommer et eksempel på en eksponering på Sydgården:
”På bordet står en øl. Uwe åbner den, indsnuser humlelugten og mærker trangen til at tømme flasken. På bordet ligger ligeledes cigaretter og en klump hash. Uwe rister tobakken og mærker den forførende duft, der førhen signalerede en dulmende hashrus.”
Situationen er langt fra ny for Uwe. Han var i mange år afhængig af hash og alkohol. Men siden 17. november 2008 har han været ædru og clean, og på den anden side af bordet med de fristende stimulanser sidder da også en terapeut.
Uwe i gang med en eksponering, en metode som Sydgården med held bruger til at få klienterne til at se deres trang i øjnene og giver dem nogle redskaber til at håndtere den lurende lyst til at genoptage misbruget.
Misbrugeren konfronteres med sin trang
Eksponering betyder at blive udsat for noget, man er bange for eller følsom overfor. I denne sammenhæng udsættes den tidligere afhængige for sit forhenværende ”yndlingsstof”, og det er vigtigt, at eksponeringen foregår så realistisk som muligt – med det foretrukne whiskymærke, den helt særlige bitter eller yndlingsrødvinen. For lugten, berøringen og synet af ens tidligere yndlingsstimulans er med til at lokke trangen frem. Og det er netop formålet med en eksponering. Ikke for at friste over evne men for at kunne arbejde med trangen.
”Når man udsættes for fx lugten eller synet af det, man plejede at drikke eller indtage, er der stor fare for at falde i. Men at føle trang er et tabu for mange. Det at være afhængig og reagere følsomt på stimuli er noget, de fleste gerne vil væk fra. Når man er ædru, vil man gerne glemme det og komme videre. Men under en eksponering er man nødt til at se det i øjnene,” siger Dorthe Jacobsen, afdelingsleder og psykoterapeut ved Sydgården.
Misbrugerens trang kan bearbejdes
”Hvad føler du, Uwe?” spørger Dorthe Jacobsen, mens Uwe stiller øllen urørt tilbage på bordet og skubber sølvpapiret med den ristede tobak til side.
Uwe fortæller, at han følte en voldsom trang til at tage en slurk af øllen, men at tanker om de negative konsekvenser af hans tidligere misbrug holdt ham tilbage. Under tidligere eksponeringer har Uwe lært at visualisere negative billeder fra sin misbrugsperiode og positive billeder af sit nuværende liv som ædru. Det hjælper ham med at håndtere trangen, når den opstår.
”Trangen til at drikke er for tidligere afhængige noget farligt. Men i stedet for at flygte fra trangen, skal man acceptere, at den findes, og lære at konfrontere trangen på en anden og mere hensigtsmæssig måde. Det er eksponeringens mål,” forklarer Dorthe Jacobsen, som pointerer, at eksponering blot er en del af behandlingen og efterbehandlingen på Sydgården.
Efter eksponeringen rejser Uwe sig, hælder øllen ud i vasken og smider den ristede tobak i skraldespanden. Han har endnu en gang sejret over trangen!
Uwe visualiserer sit tidligere misbrug
Under bl.a. eksponeringer har Uwe lært at visualisere.
Uwe visualiserer billedet af en kirkegård. Han ser sit eget gravsted, og rundt om står hans familie. De tænker: ”Han vidste ikke bedre!”
Det er billeder som ovenstående, der dukker op i hovedet på Uwe, når han mærker trangen til at genoptage det liv med alkohol og hash, som i store dele af hans voksne liv har været en trist realitet. I dag er Uwe ædru og clean, og det har han tænkt sig at blive ved med. Positive ting ved hans nye liv som ædru er også med til at holde ham fra at genoptage misbruget. Fx forholdet til sønnen og resten af familien.
Det har han bl.a. lært gennem eksponering og de visualiseringer, som er en del af denne terapimetode.
Skriv et svar
